PRESSEMEDDELELSE: Udfasning af FM-radio via kabel-tv skal sætte turbo på bredbåndshastigheden og styrke digital radio i Danmark

Published by admin on

Danskernes efterspørgsel efter lynhurtigt bredbånd kræver tilpasninger af kabel-tv-nettet for at opnå bredbåndshastigheder, der er gearet til den digitale fremtid.

BFE betragter beslutningen om at omlægge kabel-tv-nettet som en naturlig udvikling for at forberede fremtidens digitale Danmark, da den nye teknologi kræver, at pladsen i kabelnettene prioriteres til bredbånd for at skrue hastigheden helt i vejret. Konsekvensen heraf er, at transmittering af FM-radio via kabelnettet samtidig udfases.

”Det er sund fornuft og rettidig omhu, at YouSee prioriterer lynhurtigt bredbånd over FM-radio, når hele Danmark alligevel er i gang med at forberede overgangen til digital radio”, udtaler direktør for BFE, Laila Kelp Rasmussen, og tilføjer, at FM-radio alligevel kommer til at lukke ned om ganske få år.

Næste vigtige skridt i overgangen til digital radio sker allerede om et år, når DAB-formatet ændres til det såkaldte DAB+, så der skabes plads til endnu flere danske radiokanaler. I foråret 2017 vil danskerne opleve en offentlig informationskampagne om digital radio, der har til formål at fremme lytning til digital radio og informere om overgang til DAB+.

BFE deltager i et bredt branchesamarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, der koordinerer overgangen til digital radio.

 

Om digital radio i Danmark

Der blev i april 2015 indgået en politisk aftale om at fremme digital radio i form af en tillægsaftale til medieaftalen for 2015- 2018. På baggrund af tillægsaftalen blev der den 11. maj 2016 vedtaget en køreplan for udbygning af digital radio, der indebærer, at der slukkes for FM-signalet, når den digitale lytning har opnået en række fastsatte krav, samt at der i 2017 kun vil blive sendt DAB-radio i DAB+-formatet, da DAB+ formatet har kapacitet til flere radiokanaler.

Der skal ifølge køreplanen for udbygning af digital radio også iværksættes en informationskampagne, som skal fremme lytningen til digital radio og informere borgerne om overgangen til DAB+-formatet.

Læs mere på Slots- og kulturstyrelsens hjemmeside: http://slks.dk/medier/radio/digital-radio/

 

Kontakt

Laila Kelp Rasmussen, BFE:               +45 2260 6548

 

Denne pressemeddelelsen er desuden udleveret på BFEs pressemøde i Berlin 2. september 2016 

Categories: Nyheder