DR og TV 2 vil flytte public service fra flow til on demand tv

Published by Ib Konrad Jensen on

De statsejede tv-stationer DR og TV 2 planlægger begge at udvide deres respektive on demand-tjenester med mere indhold og flere seere i de kommende år. Det betyder, at public service-tv i stort omfang vil flytte fra de traditionelle flow-kanaler til de digitale tjenester DRTV og TV 2 Play, hvor seerne selv skal opsøge indholdet med både tekniske og seermæssige udfordringer til følge.

Hvad det sidste angår har direktør for DR Medier, Henriette Marienlund, for nylig beskrevet det på denne måde i Mediawatch:

“Vores udfordring er, at brugen af det mere specialiserede stof, vi har inden for samfund og kultur, på DRTV ikke er særligt god. Det betyder ikke, at det hele er skidt, eller at alt skal gøres op i seertal. Men den digitale brug af det her stof er der bare ikke endnu. Derfor skal formidlingen og tilgangen ændres, for ellers mister vi brugerne under 40 eller 50 år, når det kommer til samfund og kultur.”

Også TV 2 har konstateret, at der er forskel på seervanerne. Populære udsendelser på hoved-kanalen som ’Vild med dans’ og ’Danmark har talent’ har langtfra samme udbredelse på TV 2 Play, mens udsendelser fra fx. TV 2 Zulu får forholdsmæssigt større seertal på streamingtjenesten.

Lavere gennemsnitsalder
Hos DR er erfaringen, at seerne primært anvender DRTV til at få set udsendelser eller serier, som tidligere har været sendt på flow kanaler. Det er således totredjedele af seertiden, der bruges til udsendelser i arkiv. Digital chef i DR, Michael Arreboe, siger, at det især er fiktionsformater og indhold fra DR3, der trækker, hvilket, mener han, kan forklares med en lidt lavere gennemsnitsalder på brugerne af DRTV.

“Generelt er streaming svagest på det aktuelle her og nu indhold, såsom nyheder og sport, for alt andet lige er det mindre attraktivt at se en fodboldkamp eller nyheder fra i går,” siger Michael Arreboe.

På TV 2 Play har forbruget i de senere år bevæget sig i retning af mere live-tv, og ifølge digital direktør Anders Blauenfeldt bruger Play-kunderne nu over halvdelen af tiden på at streame flow-tv.

Målt i seertal og minutforbrug ligger det digitale univers stadig langt efter forbruget på det traditionelle netværksbaserede tv. DRs Michael Arreboe siger, at det er ca. ti pct. af det samlede forbrug af DR-indhold i dag ligger på streamning. Samme vurdering kommer fra Anders Blauenfeldt i forhold til TV 2 Play. Begge siger, at tallet er stigende.

Herre i eget hus vs stabile indtægter
De tekniske – og økonomiske – udfordringer for tv-stationerne består for en stor del i, hvor stor kapacitet de selv skal investere i, og i hvilken grad de skal satse på fortsat samarbejde med tv-distributørerne. Selv om stationerne med egen streamingkapacitet så at sige bliver herre i eget hus og får et direkte kundeforhold og – for en kommerciel station som TV 2 – en højere andel af abonnementsindtægten, er valget ikke indlysende.

Over halvdelen af TV 2s indtægter stammer fra abonnementsbetalinger, og af dem kommer langt den største del også fra kunderne hos tv-distributørerne. TV 2s adm. direktør Merete Eldrup har i et interview med Mediawatch betegnet tv-distributørerne som en ’mere stabil indtægtskilde’ end stationens egne Play-kunder.

Anders Blauenfeldt, der har ansvaret for TV 2s digitale strategi og herunder også investeringerne i streaming-platformen, siger om TV 2s planer:

”Vores helt grundlæggende strategi er i al overskuelig fremtid en kombination af direkte kundeforhold med distribution via streaming og et indirekte kundeforhold via distributørerne. Vores mål er ikke at flytte kunder over til streaming på TV 2 Play, men derimod at bevare relationen til kunderne – og hvis de bliver hos distributørerne er vi også glade for det.”

Millioninvesteringer af distributører
Tv-distributørerne har i de senere år investeret et trecifret millionbeløb i at bygge streaming-kapacitet for at tilbyde kunderne produkter, der kombinerer f.eks. traditionelt kabel-tv med web-tv og on demand funktioner som catchup og StartForfra. Samtidig har de udviklet boksløsninger, som gør det muligt tilbyde streamingtjenster som Viaplay, TV 2 Play og Netflix som del af tv-pakken.

Imens har både DR og TV 2 selv investeret i at opbygge streamingkapacitet til deres respektive on demand-tjenester. DR indgik i oktober sidste år en aftale med den amerikanske serviceudbyder Akamai, som i en periode på op til fire år får godt 200 mio. kr. for at sørge for at streame indhold fra DRTV ud til seerne. Akamai står ifølge DR for mellem 15 og 30 pct. af den globale internettrafik.

Michael Arreboe siger, at DR har øget bitrate på on demand, så den nu svarer til billedkvaliteten på et flow DTT-signal.

“Omkostningerne til streaming-distribution er variabel, idet vi betaler for mængden af data, som streames. Så flere brugere betyder en større regning til DR. Vi har dog indbygget prisregulering, så vi kan løfte en stor forventet stigning i streaming de kommende år med stort set samme budget,” siger Michael Arreboe.

Hos TV 2 vil Anders Blauenfeldt vil ikke sætte beløb på selskabets investeringer i on demand-kapacitet, men siger, at stationen foretrækker at købe kapacitet hos service-udbyderne.

”Vi er helt sikkert ikke på vej til at bygge vores egen netværksstruktur,” siger han.

Ligesom DR er det hos TV 2 Akamai, der sørger for at streame datastrømmene ud til kunderne. TV 2 har desuden købt Amazons cloudservice til at drive den komplicerede proces med login og kundeverifikation, når abonnenterne kobler sig på for at streame.

”Det er jo ikke et stabilt load hen over dagen, vi taler om. I nogle situationer har vi måske 100.000 kunder, der alle vil i gang med at streame inden for 15 sekunder,” siger han.

Drevet af nedskæringer
DRs satsning på DRTV er en direkte konsekvens af de nedskæringer, der rammer DR i det nye medieforlig. DR3 og DR Ultra lukker som flowkanaler og indholdet flyttes over til DRTV. Samtidig lægges DR2 og DRK sammen og bliver suppleret med et digitalt univers kaldet DR2+.

Ved lanceringen af planen i september hed det, at DRTV i fremtiden vil bliver hovedindgangen til stationen tv-indhold på linje med DR1.

Hos TV 2 er det en konsekvens af en ny treårig strategiplan, at der skal oprustes på TV 2 Play. Stationen vil fortsat have seks flow-tv kanaler i de kommende år, men ledelsen har klart meldt ud, at det store indsatsområde bliver TV 2 Play.