YouSee og Waoo i offensiven med underholdning og streaming

Published by Ib Konrad Jensen on

To af landets store tv-distributører benyttede dette års IFA-messe i Berlin til at lancere nye initiativer på tv-markedet. Det TDC-ejede YouSee skruer yderligere op for den satsning på eget tv- og streaming-indhold, som selskabet indledte sidste efterår, mens det elværksejede fiberselskab Waoo er på markedet med det første rent streamingbaserede tv-produkt.

Begge tv-udbydere pegede på de langsigtede tendenser på tv-markedet som grundlag for deres offensiv. Det samlede marked for tv-underholdning er vokset markant de senere år, men væksten er sket inden for streaming, mens forbruget af flow-tv falder. Og mens streaming tidligere især var populært blandt de yngste kundegrupper, er væksten nu størst blandt de ældste.

Aldrig mere end 30 sek. væk
YouSee er med 1,3 mio. tv-kunder landets største udbyder. Her har man valgt en strategi, hvor man kombinerer det traditionelle tv-udbud med streaming-tjenester som HBO Nordic og Viasat Film samtidig med, at selskabet opbygger en portefølje af originalt dansk indhold og udenlandske serier, som YouSee har eksklusive rettigheder til.

Det hele samlet og serveret i samme applikation.

”Vores mål er, at du aldrig skal være mere end 30 sekunder fra det indhold, du gerne vil se,” som den nyudnævnte YouSee-direktør Jacob Mortensen udtrykte det ved præsentationen i Berlin.

Introduktionen af streamingtjenester i Bland Selv pakkerne, fik efterspørgslen til at skyde i vejret.

Da YouSee i februar i år åbnede for, at kunderne kunne vælge bl.a. HBO Nordic i selskabets Bland Selv pakker førte det til en stigning i antallet af kunder med denne løsning. Interessen var størst blandt kunder med Mellem- og Fuldpakke; over halvdelen af dem, der skifter i dag, vælger den store Bland Selv pakke med op til 36 fritvalgskanaler. Samlet har YouSee i dag ca. 175.000 kunder med Bland Selv-løsningen, svarende til knap 14 pct. af alle tv-kunder.

Egen tv-kanal fra årsskiftet
På pressemødet afslørede YouSees mediedirektør, Christian Morgan, at YouSee fra årsskiftet lancerer en egen tv-kanal med blandet indhold af dansk og udenlandsk underholdning primært rettet mod yngre målgrupper. Kanalen får egen programflade og reklamer som traditionelle flowkanaler men bliver suppleret af et ondemand-univers med op mod 600 titler.

YouSee tog hul på strategien med originalt dansk indhold med lanceringen af ChriChriTV i efteråret 2017, og det fik yderligere en dimension med introduktionen af YouSee Comedy i maj. Begge bliver del af den kommende tv-kanal, som også vil byde på indhold fra 20th Century Fox, et af verdens største filmselskaber, samt serier som Suits og Good Doctor, som YouSee har rettigheder til på det danske marked.

”Selvom mange af vores kunder streamer på livet løs, foretrækker mange fortsat at se med via traditionelt tv, og den nye kanal bliver tilgængelig for alle vores tv-kunder,” sagde Christian Morgan.

Afløser for gammeldags tv
Strategien hos fiberselskabet Waoo er også at bygge bro mellem det traditionelle flow-tv-univers og de populære streamingtjenester. Indtil nu med fokus på at flytte streaming-tjenesterne ind på tv-platformen og integrere dem i den samme brugerflade som flow-kanalerne, som da Waoo i 2013 var den første udbyder til at tilbyde Netflix direkte på selskabets tv-boks.

På sit pressemøde i Berlin fortalte adm. direktør Jørgen Stensgaard, at Waoo tager endnu et skridt og vil tilbyde kunderne tv-abonnementer via internettet, dvs. uden behov for fx. antenne, boks eller indlagt kabel-tv. Ønsker man adgang til en tv-pakke fra en dansk distributør, har man i fremtiden blot brug for en computer og en god bredbåndsforbindelse.

”Vi er kommet til et punkt, hvor man ikke længere er bundet af at have f.eks. kabel tv eller satellitmodtager for at kunne abonnere på en tv-pakke. Streaming-teknologien er blevet så veludviklet og robust, at den nu er blevet et alternativt på lige fod med de gammeldags tv-løsninger,” sagde adm. direktør Jørgen Stensgaard, Waoo.

Streamingabonnementet Waoo TV Go kræver ingen form for installation og skal blot bestilles og aktiveres på nettet. Kunderne kan streame til computere, tablet og smartphone, men foretrækker man en fladskærm, kan det ske med f.eks. ChromeCast.

Kunderne kan vælge mellem 100 kanaler i Waoo Flex. Priserne går fra 0 kr/mdl (bl.a. DR-kanalerne) til 90 kr/mdl for bl.a. 3+.

Waoo TV Go kan kombineres med en af Waoos eksisterende tv-pakker eller med det nye Waoo Flex, som også blev lanceret i Berlin. Waoo Flex er et produkt, hvor kunden selv vælger indholdet og antallet af tv-kanaler; der er 100 kanaler at vælge mellem, men man kan nøjes men én enkelt kanal, hvis det er det, man vil.

”En moderne tv-forbruger forventer maksimal fleksibilitet og fuld valgfrihed. Det er det, vi gerne vil tilbyde. Det her er fremtidens TV-løsning,” siger Jørgen Stensgaard.

Fokus på kunder uden tv
Med TV Go og Flex vil Waoo forsøge at ramme de kunder, der har fravalgt den traditionelle tv-løsning. De nyeste statistikker fra Kulturministeriet viser, at det efterhånden er over 11 pct. af landets husstande, der ikke har tv i hjemmet. Blandt ’Unge enlige og par uden børn’ er det ifølge Slots-og kulturstyrelsen helt op til 37 pct.

Waoo er primært fiberudbyder men tilbyder også tv via fiber. Af selskabets i alt ca. 325.000 fiberkunder har ca. halvdelen også valgt at købe Waoos nuværende tv-produkt. Det er den anden halvdel, der kun abonnerer på bredbånd, som Waoo har i kikkerten med det nye streamingbaserede tv-produkt.

Waoo TV Go vil i første omgang kun blive tilbudt Waoos egne fiberkunder, selv om der teknisk set ikke ville være noget i vejen for at tilbyde det til kunder med bredbånd fra andre udbydere. Det handler først og fremmest om stabilitet og kvalitet.

”Hvis vi kommer til at se garantier for hastigheder og stabilitet, kan vi ikke afvise, at vi på et senere tidspunkt tilbyder det til kunder med bredbånd fra andre udbydere – men vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten,” sagde Jørgen Stensgaard.