MTG: Staten må skabe incitament til at udvikle og investere i dansk indhold

Published by Ib Konrad Jensen on

Dansk indhold er helt essentielt for os, der lever af at levere underholdning til danskerne, siger MTGs adm. direktør Kim Poder.(Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2012)

Kulturminister Mette Bock (LA) har efter aftale med medieordførerkredsen nedsat en række udvalg, som senest til efteråret skal komme med forslag til modeller for fremtidig finansiering af dansk indhold på film, tv, radio og net. Udvalgsarbejderne vil også danne grundlag for et nyt medieforlig, som skal være gældende fra udgangen af 2018.

I serien med interview med repræsentanter for medier og brancher er det denne gang adm. direktør Kim Poder, MTG Danmark. Han mener bl.a., at regeringen må overveje, om det er realistisk at få privatiseret TV 2 ‘…set i lyset af de igangværende retssager mod TV2 og den økonomiske usikkerhed, der er blevet væsentligt forøget efter Generaladvokatens forslag til afgørelse i EU-sagerne fra 30. maj i år.’

Hvad ser du som de største udfordringer på mediemarkedet i dag?

“Den største udfordring – som jeg ser som en spændende mulighed og vigtig opgave – er den digitale transformation, vi gennemgår i disse år. Vi skal sikre, at vi som branche og at vi som selskab forstår at tilpasse os de nye forbrugerbehov og konstant udvikle os.”

Er der behov for, at mediemarkedet er underlagt offentlig regulering, eller mener du, at det helt bør overlades til de fri markedskræfter?

“I min optik bør lovgiver give branchen de rette rammer, så vi sikres ens konkurrencevilkår og optimale udviklingsmuligheder. Detaljerede regler har det med hurtigt at blive forældet og dermed hæmme udvikling og mulighederne for omstilling. Vi oplever hver dag, at (for)brugeren er mere end nogensinde i centrum, og alle er optaget af at levere det bedste indhold på den bedste måde.”

Hvilke områder på mediemarkedet har særligt behov for mere eller mindre offentlig regulering i forhold til at skabe bedre finansiering af dansk indhold?

“Jeg mener, det er afgørende, at aktører på det danske marked behandles ens, og alle bidrager til det kreative økosystem, der sikrer, at vi har mulighed for at geninvestere i dansk indhold og hele tiden flytte og forny os.”

Hvad er dine forventninger til de udvalgsarbejder, der nu er sat i gang?

“Mit håb er, at der findes løsninger til gavn for (for)brugerne og branchen. Dansk indhold har utrolig høj værdi, og meningen med udvalgene er vel at fokusere på, hvordan vi skaber nogle rammebetingelser for alle, der sikrer et fortsat stærkt og mangfoldigt udbud af dansk indhold i en global verden. Det er helt klart mit håb.”

I hvilket omfang er der behov for, at staten med direkte økonomisk tilskud bidrager til at finansiere produktionen af dansk indhold?

“Jeg tror ikke, at den form for økonomisk støtte er den afgørende faktor. Dansk indhold er helt essentielt for os, der lever af at levere underholdning til danskerne og for vores eget vedkommende investerer vi massivt i disse år. Når det så er sagt, ser jeg flere gode grunde til, at staten er med til at skabe særlige incitamenter for at udvikle og investere i dansk indhold – Fx at øge udbuddet og originaliteten i danskproduceret indhold med mulighed for flere nicher.”

Medieproduktionen herhjemme bygger ifølge Slots- og Kulturstyrelsen på fire indtægtsområder: Reklamer/annoncering, licens, statsstøtte/0-moms og distribution/abonnement. Inden for hvilke af de fire områder er det vigtigst at få gennemført ændringer?

“Jeg mener, det er vigtigt at få afklaret DTT’s (digital tv-distributions) fremtid. Med udsigt til en ny ejer af Boxer TV og et forestående udbud af næste licensperiode vil der ske ændringer, som påvirker markedet.”

Hvad bør politikerne prioritere højst i et kommende medieforlig?

“Fra politisk hold bør man få afklaret, hvor stor DR skal være, og hvordan DR skal sameksistere med branchen i øvrigt. Derudover skal politikerne vurdere, om det giver rent faktisk er muligt med et salg af TV2 set i lyset af de igangværende retssager mod TV2 og den økonomiske usikkerhed, der er blevet væsentligt forøget efter Generaladvokatens forslag til afgørelse i EU-sagerne fra 30. maj i år.”