Dette indlæg blev bragt som kronik i Altinget den 4. november 2020.

Vi risikerer et dumt selvmål, hvis et nyt medieforlig ender med at tvinge Netflix og andre udenlandske streamingtjenester til at finansiere dansk tv-indhold.

Det er netop, hvad flere partier og organisationer taler for i øjeblikket: At Netflix m.fl. skal tvinges til at betale en del af deres danske omsætning i det, der så ernæringsrigtigt omtales som ’et kulturbidrag’. En række organisationer har (Politiken 27/6) foreslået, at bidraget bliver syv pct. af omsætningen.

Der er to modeller på bordet:

1. En forpligtelse til enten at investere i dansk indhold eller indbetale til en særlig pulje med adgang til at søge midler fra puljen.

• En forpligtelse til at betale et kulturbidrag til en særlig pulje og med adgang til at søge midler fra puljen.

Lad os tage den første model.

Frem for at betale til fonden, vil Netflix selvfølgelig hellere bruge penge på at få produceret indhold i Danmark. Og man vil gå efter produktioner, der appellerer til tjenestens globale publikum, fx i stil med serien The Rain. Den blev produceret af danskere og med danske skuespillere, og var umådeligt populær i bl.a. Brasilien.

Modellen er faktisk aftalt i det nuværende medieforlig som en forpligtelse på to pct. af omsætningen, men Folketinget har tøvet med at gennemføre den. Jo, det skaber nok mere arbejde til danske producenter, forfattere og skuespillere, men produktioner som The Rain indfrier ikke rigtigt ønsket om at styrke dansk kultur og kulturel sammenhængskraft på tv-markedet. Derfor er modellen aldrig blevet til noget.

Plukke det bedste danske indhold

Hvad så med den anden model, kulturbidraget?

Her er der intet valg. Netflix og andre skal simpelthen betale et kulturbidrag på fx 7 pct. af omsætningen til en særlig pulje, der skal bruges til at finansiere dansk indhold. Alle kan til gengæld søge støttemidler fra puljen.

Her vil Netflix og andre selvfølgelig også forsøge at holde sig skadesløse. Det kan ske på to måder. Enten ved:

1. at hæve prisen for danske abonnenter
2. og/eller søge midler fra puljen, svarende til det man har betalt

I det første tilfælde ender regningen slet og ret hos forbrugerne.

I det andet tilfælde bliver det lidt mere besværligt, eftersom Netflix ikke skal regne med at få støtte til produktioner som The Rain. Den er ikke ’dansk’ nok.

I stedet vil man rette fokus mod produktioner, som man har vished for kan få støtte fra puljen. Netflix har allerede – frivilligt og uden krav om kulturbidrag – betalt DR for en sæson 4 af megasuccesen Borgen, så mon ikke amerikanerne kan finde på at foreslå en Borgen 5 eller 6? Selv hvis Birgitte Nyborg af hensyn til Netflix’ internationale publikum bliver udnævnt til EU-kommissær, vil det være svært at påstå, at dén serie ikke lever op til kriterierne.

Er det det, vi ønsker? At vi indfører et kulturbidrag, som fører til, at danskerne skal bruge en større del af deres husholdningsbudget på udenlandske tjenester frem for danske. Eller at internationale giganter plukker det bedste fra dansk public service og får fem års eneret til det?

Dobbelt beskatning af danske aktører

Grundlaget for overvejelserne om et kulturbidrag er det såkaldte AVMS-direktiv, hvor EU har åbnet for, at medlemslandende kan pålægge digitale medietjenester særlige forpligtelser, altså en slags skat. Men skatten må naturligvis gælde for alle udbydere, og derfor vil kravet om et kulturbidrag også omfatte lokale og regionale tjenester.

Kommercielle tjenester som TV 2 Play, Dansk Filmskat m.fl. kan også blive pålagt at betale syv pct. af omsætningen til trods for, at disse tjenester i forvejen investerer massivt i dansk indhold. En konsulentrapport fra Kulturministeriet har vist, at også traditionelle tv-udbydere som fx YouSee og Stofa risikerer at skulle betale, fordi de er producenter eller leverandører af streaming-indhold.

Danske tjenester vil rimeligvis kræve at få fradrag for de investeringer, de i forvejen gør i dansk indhold, men et sådan fradrag vil i givet fald også gælde for de udenlandske tjenester. Og så er vi tilbage ved model 1, The Rain osv., som der ikke rigtigt er stemning for.

Derfor får de intet fradrag, men et løfte om, at lokale tjenester altid kan hente pengene hjem ved at søge tilskud fra puljen. Så ender vi i en situation, hvor et statsligt nedsat bedømmelsesudvalg skal afgøre, hvordan en kommerciel dansk streamingtjeneste må anvende de midler, den selv har tjent.

Danske tjenester står godt

Vi har ikke tradition for at finansiere kulturproduktion via markedsbidrag modsat fx i Tyskland. Når Tyskland med baggrund i EU-direktivet har indført et tvunget kulturbidrag for udenlandske tjenester, er der tale om en udvidelse af en allerede eksisterende ordning, som pålægger lokale aktører at bidrage til tysk kulturproduktion. Altså en ligestilling mellem markedsaktørerne.

De hjemlige streamingtjenesters særkende og store styrke er dansk indhold. Dét adskiller dem fra de kommercielle globale tjenester og giver dem en særlig attraktion i forhold til danske kunder. Faktisk klarer de sig godt sammenlignet med udenlandske aktører. TV 2 Play har i dag over 600.000 abonnenter, formentlig ret tæt på Netflix’ faktiske danske kundetal.

Tjenester som Netflix tænker benhårdt kommercielt og ved, at man har behov for dansk indhold, hvis man skal fastholde relevansen for danske kunder – og gerne fra øverste hylde. Det viser de allerede. Ovennævnte konsulentrapport fra Kulturministeriet konstaterede, at ’de berørte aktører allerede i væsentligt omfang investerer i dansk indhold’.

Den reelle udfordring

Det uheldige er, at vi med dette fokus på streaming-tjenester glemmer de virkelige bøller på mediemarkedet, techgiganter som Google og Facebook.

Techgiganterne sidder i dag på mere end 35 pct. af den samlede danske annonceomsætning, svarende til næsten fem mia. kr. årligt. Indtægter, som tidligere blev brugt til at finansiere dansk medieindhold, men som nu siver ud af landet og med en yderst beskeden skattebetaling til følge.

Techgiganterne slipper også for at betale rettigheder. Når DR fx bruger YouTube til at distribuere DR Ultra til 175.000 danske børn og børnefamilier, skal det Google-ejede selskab ikke betale én krone for det. Til forskel fra danske distributører, der har at betale ved kasse 1, når de tilbyder DR Ultra til deres kunder.

Vi er enige i, at der er al mulig grund til at sikre et godt udbud af dansk indhold af høj kvalitet, hvis ikke tv-markedet skal drukne i globaliseret underholdning uden tanke for dansk tradition og kultur. Men det er vigtigt grundigt at gennemtænke alle konsekvenser af de initiativer, man overvejer. Vi peger på, at det påtænkte kulturbidrag kan have alvorlige bivirkninger i forhold til det økosystem, som i øjeblikket udgør et stabilt grundlag for dansk tv-indhold og ikke mindst dansk public service.

Vi har brug for ’level playing field’ – ens og fælles vilkår – for danske og udenlandske aktører på tv-markedet inden for rettighedsbetaling, skat, moms, arbejdsmarkedsforhold osv. Så skal danske aktører nok klare sig. Men det får vi ikke ved at fodre Netflix med vores egen hale.