Mediedistributørerne får ny formand – og en kommunikationsdirektør
Bestyrelsen i Danske Mediedistributører har valgt adm. direktør Søren Harding Jensen, Altibox, som ny formand. Han er 53 år, økonomiuddannet og har været direktør i Altibox siden 2011.
Søren afløser adm. direktør Jørgen Stensgaard, Waoo, der har været formand siden 2017. Formandsposten i forening går på tur blandt medlemmerne, og Jørgen Stensgaard fortsætter som aktivt medlem af bestyrelsen.
Samtidig har bestyrelsen besluttet at udnævne foreningens sekretariatschef Ib Konrad Jensen til kommunikationsdirektør. Udnævnelsen betyder, at han fremover vil være talsmand for foreningens medlemmer på den politiske linje foruden at have ansvaret for foreningens daglige drift.
Ib er uddannet journalist og har tidligere været ansat på bl.a. Politiken og Berlingske. Han var i en årrække pressechef for hhv. YouSee og TDC A/S og har i de seneste fire år været tilknyttet Danske Mediedistributører.