Fremtidens krig med fortidens våben
Af Laila Kelp Rasmussen, adm. direktør BFE
Public Service Udvalgets rapport er desværre endt som en diskussion for eller mod DR mere end et højst tiltrængt bud på, hvordan vi får sikret dansk kvalitetsindhold på tv i fremtiden. Det var ellers det sidste, der var lagt op til i den mediepolitiske aftale for 2015-2018, men nu har vi fået en rapport – og en efterfølgende diskussion – som alene synes optaget af at sikre DRs overlevelse.
At den kom dagen før det amerikanske præsidentvalg har ikke gjort det bedre. Den efterfølgende debat om løgne og unøjagtigheder i valgkampen har fået mange til at pege på public service som det eneste, der kan sikre demokratiet en redelig og sober valgkamp og for en stund glemt, at andre ikke-public service kanaler faktisk har noget at byde på, bedst illustreret med den indsats som f.eks. TV 2 News ydede under overnævnte valgkamp.
Udvalget opregner fem scenarier, som politikerne kan botanisere i. Alle isolerede tankespil fra afskaffelse af institutioner, en darwinistisk markedsmodel, centralisering hos DR og to mere moderate scenarier, som ser på konsekvenserne af at begrænse Public Service eller styrke den danske indholdsproduktion. Lidt kritisk kan man sige, at kombinationen af disse scenarier faktisk kan fremskrive enhver tænkelig mediefremtid, og at der faktisk ikke er noget nyt i disse tanker.
Skal man være mere fair, så er der interessant viden i rapporten. Et afsnit om medietendenser og brugervaner opdeler blandt andet danskerne i en ny generationskløft, der ikke lader Grand Canyon noget tilbage. Generationen over 40 ser og lytter til masser af tv og radio, mens generationerne under har kastet deres kærlighed på de sociale medier og on demand. Hver 10. barn vokser op uden flow tv, konstaterede formanden Connie Hedegaard ved præsentationen af rapporten.
Udvalget – med en gennemsnitsalder på over 50 år – fremhæver, at netop på grund af de ændrede medievaner, må vi sikre ’… langt mere indhold til de platforme, der er børn og unges præferencer’. Er Facebook og Snapchat virkelig løsningen på at få kvalitetsjournalistik og borgeroplysning ud til de unge?
Og når udvalget fremhæver behovet for, at public service indhold skal være frit tilgængelig for alle borgere på alle platforme uden betaling ud over licensen, så er det ganske vist løsningen på at gøre DR mere bredt og tilgængeligt. Men udvalget har ingen mening om det faktum, at nogle disse platforme kan bruge DRs programvirksomhed ganske gratis, mens de hjemlige tv-distributører er låst fast i et trivielt afgiftssystem, som både pålægger dem at distribuere DRs programmer og samtidig betale særskilt for dem.
Og lige præcis her er det, at kæden hopper af. Det er en larmende tavshed, når det kommer til, hvordan vi skaber en god balance mellem offentlige og private medier. Hele analysen rammer dermed skævt, og det skyldes desværre den stillede opgave. På trods af en mediepolitisk aftale 2015-18, der peger på det at ”sikre dansk kvalitetsindholds konkurrenceevne” som en central problemstilling, så blev selve opgaven formuleret som ”public service” og dermed, hvordan de statsfinansierede public service medier skal ruste sig for at overleve.
Det er faktisk temmelig tankevækkende, at man sætter et stort analysearbejde i gang for at sikre dansk sprog og kultur, men så alligevel skærer arbejdet til, så det kun kære sig om det offentliges egne kanaler. Jovist, udvalget anerkender da, at private aktører kan løse en samfundsmæssig opgave men sondrer ganske smart mellem publicisme og public service – og derefter er alle private aktører ude af det gode selskab. Det gør ikke sagen bedre, at staten med Konkurrencemyndighedernes briller faktisk er så dominerende på mediemarkedet og ville blive begrænset i alle nye tiltag, hvis ikke public service netop var lovlig statsstøtte. Desværre lægger udvalget ikke op til, om nok kan være nok, og om statens kanaler virkelig skal sætte sig på mere end to ud af tre seere.
Udvalget ønsker ikke at komme med anbefalinger, men gør det indirekte alligevel ved at opremse en række ”overvejelser”, der alle er kendte DR-mærkesager, og som utvetydigt polstrer alene DR i kampen mod de udenlandske giganter.
Udvalgsarbejdet mangler reelt to centrale overvejelser:
Er alt public service? Udvalget bruger et langt afsnit på at definere det, men ender med at konstatere, at det indhold, som udvalget måske ikke ville definere som public service, er det indhold, som danskerne kan lide at se. Her havde det givet noget mere mening, at udvalget havde stået ved sin analyse.
Det andet er, at der på ingen måde ses på, hvordan man optimerer den samlede mængde af dansk kvalitetsindhold, men blot afrunder sine overvejelser med, at der kunne eksistere et samarbejde mellem myndigheder, de private og statens medier. Men hvis netop dette samspil skal have en betydning, bør der vel være en forpligtelse?
Public service er vigtigt og helt uomgængeligt i vores mediebilede. Vi ved, at stærk konkurrence sætter barren højt for alle medier, og det er der grund til at holde fast ved. Men politikerne skal grave dybere, hvis de skal finde en model, som sikrer balancen mellem det offentlige og det private mediemarked – på anden vis end at sammensætte en gruppe, hvor syv ud af ti medlemmer har en fortid i statsfinansierede public service medier.