Indlægget blev bragt i Altinget den 17. december 2021.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen vil styrke public service i et kommende medieforlig. Det er en god ide. Public service er en grundpille i den demokratiske samtale, og der er brug for en både langsigtet og sammenhængende politisk indsats på dette punkt.

Vi behøver næppe minde os selv om de advarsler, der i de senere år har lydt om truslerne mod den demokratiske samtale. Det være sig fra techgiganters forretningsmodeller, den kaukofoniske vrede på sociale medier eller streamingtjenesternes hypnotiske favn af evig fredagsunderholdning.

Kendsgerningen er, at public service er under pres på alle medieplatforme og måske især på tv.

Public service som kommercielt tv

Mange sætter lighedstegn mellem public service og DR og de regionale tv-stationer. Og ja, de bedriver stærk og vigtig public service finansieret over skatten, men der findes et mindst lige så vigtigt udbud af public service, der er betalt af borgernes egne lommer.

TV 2s public serviceforpligtede hovedkanal er det fremmeste eksempel. Målt i seertid er den faktisk større og mere populær end DR1. Mindre kendt er de mange lokale tv-stationer, som drives af foreningers ildsjæle for ikke at tale om den upåagtede tv-kanal dk4. Uagtet at den ikke har en de facto public service forpligtelse, så har den en vigtig plads i mange hjem.

Fælles for disse kanaler er, at de hviler på et kommercielt grundlag og selv skal skaffe pengene til at lave public service. De er dybt afhængige af tv-markedets økosystem, hvor samspillet mellem traditionelle tv-abonnenter, distributører, broadcastere og rettighedshavere hvert år genererer knap syv mia. kr. til public service og kommercielt dansk tv. Dobbelt så meget, som staten bidrager med.

Public service er vores ansvar

Som distributionsleddet i dette økosystem sidder vi i en nøgleposition. Vi har ikke pligt til at stille public service tv til rådighed for tv-kunderne bortset folketingets egen tv-kanal og de syns- og tegnsprogstolkede programmer fra DR og TV 2.

Vi afgør med andre ord selv, om de statsfinansierede eller kommercielle public service kanaler skal være del af vores tv-udbud. Det er en overvejelse værd, for det er ikke gratis. Skønsmæssigt er det ca. halvdelen af vores årlige rettighedsbetaling, der stammer fra de hjemlige public service kanaler.

Sagt på en anden måde: Økosystemet sikrer hvert år skuespillere, manuskriptforfattere, musikere, journalister, fotografer m.m.fl. over 600 mio. kr. i rettighedsbetaling for deres medvirken i dansk public service tv.

Men selvfølgelig holder vi fast i public service-tv, for det har altid været og vil altid være kernen i dansk tv, uanset om det er som flow-kanaler eller tilbudt on demand som streaming. Det er vores samfundsansvar som distributører, og det står vi ved.

Alt public service for alle

Trods faldende kundetal de senere år, er det en kendsgerning, at tre ud af fire husstande stadigt har et tv-abonnement. Der findes næppe andre lande med markedsøkonomi og frie og uafhængige medier, hvor public service har så gode vilkår for at nå ud til borgerne.

Alene af den grund har partierne bag en kommende medieaftale en indlysende interesse i, at tv-markedets økosystem trives og er i balance. Men der er to andre vigtige grunde:

• Et attraktivt og veldrevet udbud af brugerfinansieret public service reducerer behovet for statslig finansiering gennem skatter og afgifter.

• Økosystemets distributionsnet er den eneste medieplatform, hvor alle forbrugere har nem og lige adgang til det komplette udbud af public service tv.

Tænk langsigtet og sammenhæng

Hvis et medieforlig skal styrke public service, skal det være langsigtet og have for øje, at der faktisk foregår en naturlig, forbrugerdrevet udvikling fra flow-tv mod mere on demand forbrug. Der er absolut ingen grund til, at staten skal skubbe på.

Og så skal politikken være sammenhængende på tværs af lovgivningen, så konkrete initiativer, regulering og lovgivning ikke skubber til økosystemets balance.

Det aktuelle lovforslag fra Skatteministeriet om at indføre moms på rettighedsbetaling er et perleeksempel på det modsatte. Hvis det gennemføres som foreslået, vil det uden for enhver tvivl føre til højere priser på public service tv. Og højere priser vil på både kort og langt sig sigt svække dansk tv over for international streaming. Staten bliver rigere, men vi bliver alle fattigere i ånden.

Vores opfordring til medieforliget er, at regeringen og partierne bag hvert af forligets elementer stiller sig selv spørgsmålet. Risikerer vi at svække dansk tvs økosystem med det her forslag? Er svaret ja, bør det droppes.