CES: Robotterne charmer sig ind i hverdagen
Robotterne og det intelligent hjem blev det dominerede tema blandt de store producenter af forbrugerelektronik på årets Consumer Electronics Show, CES, i ørkenbyen Las Vegas. Det ’intelligente’ hjem forstået som et hjem hvor robotter eller digitale assistenter med kunstig intelligens hjælper med at holde snor i både husholdningen og husstanden.
Hvor vi tidligere på CES og i IFA i Berlin har set, at man med en app kan fjernstyre vaskemaskiner eller kigge i køleskabet med et indbygget kamera er udviklingen nu kommet et skridt videre med en husstandsrobot som det samlende led. Robotterne har bl.a. overblik over køleskabets indhold, tøjet i vaskemaskinen, hjemmets belysning og den ’genkender’ hjemmets beboere og deres vaner og præferencer inden for musik, underholdning osv.
Vi kan tale til robotten, og den svarer os. Vi kan bede den skifte kanal på fladskærmen, hente vejrudsigten eller slukke og tænde for Spotify. I bilen på vej hjem fra job kan den minde os om indkøb ligesom den holder øje med, om vi er ved at falde i søvn bag rattet efter en lang arbejdsdag.
Digital husalf
LGs lancerede konceptet hedder ThinQ [think you], som er en åben platform med indbygget kunstig intelligens, som vil være i stand til at knytte alle apparater i hjemmet sammen og med den lille husalf CLOi som omdrejningspunkt. På scenen i Las Vegas nægtede CLOi ganske vist at lege med under LGs amerikanske markedschef David VanderWalls præsentation og antydede dermed, at konceptet endnu mangler lidt før det rammer massemarkedet.
ThinQ er integreret med f.eks. Google Assistent og Amazons Alexa, så ikke bare kan CLOi – på størrelse med en kaffemaskine og beregnet til at stå på et bord – holde øje med vaskemaskine og tørretumbler -’hun’ kan også bestille varer hos Amazon og hente musik og vejrudsigt hos Google.
CLOi vil med tiden også blive klogere på hjemmets beboere og vil lære vaner og præferencer for de enkelte medlem af husstanden, lovede den koreanske leder af LGs forskningsenhed, I.P. Park, ved præsentationen i Las Vegas.
”Jo mere, du bruger systemet, des bedre vil det lære dine vaner at kende,” sagde han
Fælles standard
Samsungs amerikanske topchef Tim Baxter talte om ’Intelligence of Things’ som en omskrivning af Internet of Things og sagde, at ca. 90 pct. af Samsungs produkter inden for forbrugerelektronik allerede nu er IoT-ready, og at man vil nå målet om 100 pct. i 2020.
Samsungs stemmestyring hedder Bixby, som ifølge landechef Claus Holm allerede har mange danske brugere, selv om det endnu ikke er lanceret i en dansk udgave.
For dem, der måtte frygte at skulle vælge mellem de forskellige fabrikaters egne (proprietære) systemer, bragte CES den opløftede nyhed, at LG og Samsung begge er gået med i ’open connectivity foundation’ i erkendelse af, at det vil være i alles interesse, at der udvikles fælles standarder for, hvordan forbugerelektronikken skal kunne ’snakke’ sammen.
Så selvom LG har valgt at samarbejde med Google om at udvikle stemmestyring, Samsung har sin Bixby, Amazon Alexa og Apple Siri, så vil de forskellige fabrikater om alt går vel kunne fungere problemløst sammen.
Store og foldbare fladskærme
Fladskærmene har i årevis været elektronikgiganternes mest spektakulære slagmark, og heller ikke i år svigtede CES på dette punkt. De to sydkoreanske ærkerivaler Samsung og LG havde hver sit bud på fremtidens fladskærmskoncept.
Samsungs viste en prototype på en modulopbygget saml-selv-fladskærm med arbejdstitlen ’The Wall’. Hvert modul bestod af en 40” mikro-LED skærm, og ideen er, at kunderne skal kunne stykke dem sammen efter behov og vægplads.
”Vi vil skabe et koncept, som kan udvikle sig efter, hvordan kundernes hjem udvikler sig. Tanken er, at det skal kunne sammensættes i moduler. Nogle foretrækker måske en meget bred fladskærm, mens andre foretrækker en mere fladskærm i det traditionelle format,” sagde Samsungs danske landechef Claus Holm ved præsentationen på CES.
Hos konkurrenten LG var det datterselskabet LG Display, der havde høj wow-faktor med en sammenrullet OLED-skærm. I slukket tilstand er skærmen gemt væk i en kasse nærmest som en rulle alufoli. Når man tænder den, ruller en større eller mindre del af skærmen frem, afhængig af brugssituationen; om morgenen har man måske kun behov for at se vejrudsigten og kan nøjes med en lang flad skærm, mens man om aftenen vil fornøje sig med at streame en film på fuldt udfoldet skærm.
Hverken Samsung eller LG turde give noget konkret bud på, hvornår de to prototyper kan forventes på markedet som færdige produkter.
”Det bliver i hvert fald ikke inden for det næste års tid,” nøjedes Samsungs Claus Holm med at konstatere om The Wall.