Smal medieaftale præget af særinteresser

Det bedste – og værste – ved den nye medieaftale er, at den risikerer at få en meget kort levetid. Selv om der er hele syv partier bag aftalen, er det en smal politisk aftale, hvor særinteresser på tv-området stikker ud som en fynsk grønthøster på en græsmark.
 
På tv-området er den væsentligste nyhed indførelsen af en streamingskat på seks pct. af streamingtjenesternes danske omsætning. Det er ét procentpoint mere, end regeringen selv havde spillet ud med, og uden den trappemodel som reelt ville have sikret de hjemlige aktører en mildere beskatning end de store udenlandske spillere. Og aftalen er helt uden blik for skattens negative konsekvenser for tv-markedets økosystem.
 
Den streamingskat, det er endt med, er næsten fra ord til anden den, som Producentforeningen og en stribe af rettigheds- og kunstnerorganisationer gennem de seneste par år har talt for ved konferencer og i talrige artikler og debatindlæg. Eneste forskel er, at producenterne havde ønsket en takst på syv pct., men altså måtte nøjes med seks (hvilket dog er et point mere, end de realistisk havde håbet på).
 
Ingen hensyn til danske tjenester
Den forsvundne trappemodel er en våd klud i ansigtet på danske tjenester som fx TV 2 Play og Viaplay. De og andre tjenester investerer årligt flere hundrede millioner kroner i dansk indhold, enten direkte til deres respektive streamingtjenester eller i kombination med tv-kanaler som eksempelvis TV 2, TV3 og Kanal5. De havde håbet på og argumenteret for en model, der tog hensyn til, at de i forvejen leverer det, som det hele går ud på; indhold med dansk kulturel baggrund.
 
Nu skal de betale samme takst som deres internationale konkurrenter, men dog med trøstende politisk klap på skuldrene og en bemærkning om, at de kan forsøge at få pengene tilbage ved at søge om midler fra den public service pulje, som skatteprovenuet skal gå til. Bortset fra den halvdel af provenuet, som skal gå til filmstøtte og ikke til tv-formål.
 
I bedste fald ender det med en bureaukratisk omvej, hvor nogle af pengene forsvinder i administration henne i filminstituttet. Reelt en ordning, hvor en statslig overdommer får indflydelse på de kommercielle tjenesternes programplaner, uden der kommer mere dansk tv ud af det.
 
Og alle Netflix’er må belave sig på, at filminstituttet skal give grønt lys, når de vil prøve at få deres danske skattepenge tilbage ved at søge støtte til produktion af en sæson 5 af DRs Borgen.
 
Det er et politisk nybrud, at staten applauderet af kunstnere og producenter på denne måde forlanger, at de kommercielle aktører betaler for statens kulturpolitik. Hidtil er midlerne til kulturpolitiske initiativer hentet i statens generelle husholdningsbudget, men nu er man skiftet ind på et spor, som kendes fra sydligere EU-lande.
 
Inkonsekvent krav om distribution
Der er andre områder, hvor man aner lydhørhed over for ønsker fra producenter og rettighedshavere.
 

• Producenterne havde sammen med filmbranchen opfodret til, at man sløjfer kravet om, at public service støttet indhold skal vises på tv-kanaler, der når ud til mindst 50 pct. af befolkningen. I stedet skulle man acceptere distribution på ’mindre kanaler og platforme’, hvad der end ligger i det sidste. I medieaftalen er 50 pct.-kravet nu væk, men et nyt distributionskrav er udskudt til nye forhandlinger mellem aftalepartierne. Til gengæld vil partierne have den såkaldte sportsliste genindført, så man sikrer sig, at visse store sportsbegivenheder kommer ud på nationale tv-kanaler, dvs. DR1 eller TV 2.

• Copydan havde op mod forhandlingerne luftet et forslag om en russisk løsning, hvor Netflix er blevet pålagt at inkludere russiske public service broadcastere i deres tjeneste, altså en slags af must carry ad bagvejen. Efter invasionen af Ukraine er Rusland ikke rigtigt noget forbillede længere, og medieaftalen går da heller ikke så langt. Men apps fra public service udbyderne, læs DRTV og TV 2 Play, skal have en ’fremtrædende placering’ på digitale enheder som fx Apple TV og Android TV. Det krav vil formentlig også skulle gælde andre aktører med digitale enheder, eksempelvis distributører med egne tv-bokse. I den forbindelse er det værd at erindre, at der med ændringen af ophavsretsloven sidste sommer blev indført en redistributionsafgift, så der fx skal betales rettighedsafgift til Copydan, hvis man inkluderer danske public service tjenester i en tv- eller streamingpakke.

 
 
Politisk tunnelsyn
Den gennemgående fortælling i medieaftalen er, at den skal understøtte det danske produktionsmiljø og sikre dansk film og tv af høj kvalitet i fremtiden. Det kan alle formentlig være enige om er en god ide, men er det resultatet af medieaftalen?
 
Som mediedistributører savner vi, at aftalen har et bredere og mere nuanceret syn på finansieringen af dansk indhold, end tilfældet er. Det er utvivlsomt, at tv-markedets økosystem er den vigtigste finansieringskilde for dansk tv-indhold i dag – og i overskuelig fremtid – med en samlet værdi på ca. 6,5 mia. kr. årligt gennem abonnementer, tv-reklamer og rettighedsbetaling.
 
Kendsgerningen er også, at tre ud af fire husstande fortsat har et tv-abonnement, og at dette økosystem er den vigtigste distributionsplatform for public service indhold.
 
Men medieaftalen har kun fokus på de internationale streamingtjenesters succes, som man ser som en trussel mod dansk tv. De bidrager ‘…ikke tilstrækkeligt til det danske mediekredsløb’, som det konkluderes. Om det så skyldes den total buy-out rettighedsmodel, som fx Netflix foretrækker frem for den danske model med delte rettigheder, eller de amerikanske tjenesters beskedne skattebetaling herhjemme. I hvert fald skal de  til lommerne med en streamingskat.
 
Men tunnelsynet gør, at medieaftalen overser hvilke konsekvenser streamingskatten vil have på tv-markedets økosystem. Skatten vil blive væltet over på forbrugerpriserne, og det rammer de almindelige tv-pakker, der i dag indeholder både traditionelt tv og streamingtjenester. Og vi ved af smertelig erfaring, at højere priser på tv-abonnement koster kunder, så streamingskatten skubber på den udvikling, hvor flere husstande dropper tv-abonnementet og nøjes med en eller flere betalte streamingtjenester.
 
En sådan udvikling svækker udbredelsen af public service tv, og det fører til færre penge til broadcastere og rettighedshavere. Én tabt tv-kunde koster i gennemsnit broadcastere og rettighedshavere 3500 kr om året.
 
Aftalepartiernes bekymringer for fremtidens finansiering af dansk tv bliver nemt en selvopfyldende profeti.
 
Bag aftalen står regeringen og støttepartierne Radikale, SF og EL samt de fem mandater fra Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne, syv partigrupperinger i alt. De store borgerlige partier, Venstre, Konservative og DF, står uden for.
 
En skam, at Folketingets partier heller ikke denne gang er i stand til at omsætte partipolitisk ideologi i et bæredygtigt bredt politisk kompromis, som forener tv-branchens forskellige bud på et bæredygtigt tv-marked. Det var dét, der var brug for.

Danske Mediedistributører
25. maj 2022