Trods markant fremgang lukker DR K – og politikerne tøver med alternativ kulturkanal
Når DR fra den 2. januar lukker tre af sine nichekanaler, er der især én gruppe, der bliver ramt, og det er de ældre. Tre ud af fire seere på DR K er over 50 år, og i den ældste gruppe, dvs. seere over 70 år, er det næsten halvdelen, som i løbet af en typisk uge ser DR K.
DR K er også den eneste af DRs nichekanaler, der har haft seerfremgang som flow-tv i de senere år. Mens seerne er sivet fra DR3, Ramasjang og Ultra, er seertallet for DR K i de seneste fem år vokset med ca. 50 pct. I dag er det næsten 1,1 millioner danskere, der i løbet af en uge stiller ind på kanalen.
”Det er brandærgerligt, at DR har følt sig tvunget til at lukke DR K, når tallene viser, at den faktisk er en gedigen seersucces. Efter min mening bør man gå langt for at tilgodese de ældre seere, som både er de mest trofaste og flittigste forbrugere af flow-tv,” siger adm. direktør Ulf Lund, Boxer.
Kløft mellem yngre og ældre
Sidste års medieforlig betød, at DRs budgetter frem mod 2023 skulle beskæres med 20 pct. DR har i en artikel på dr.dk oplyst, at DR K, DR3 og DR Ultra som konsekvens af nedskæringerne lukker fra den 2. januar og erstattes af et større on demand-udbud på DRTV. En del af programfladen fra DR K vil dog fortsat være at finde på flow-tv i form af en sammenlægning af DR2 og DR K.
”Det kan give god mening at flytte børne- og ungdomsfladen til on demand, for den gruppe af seere er i stor stil digitale. Men det gælder ikke de ældre seere, og det er der, problemet ligger,” siger Ulf Lund.
En rapport fra Kulturministeriet, ’Mediernes udvikling 2018’, viser, at det samlede forbrug af flow-tv har været vigende i de senere år, men bag tallet skjuler sig en stadigt voksende kløft mellem yngre og ældre seere.
I aldersgruppen 19-34 år falder forbruget af flow-tv markant og er ifølge rapporten nede på omkring i gennemsnit 1,5 time om dagen. I gruppen 55-70 år vokser forbruget faktisk og ligger (i 2017) på ca. fire timer dagligt, og for gruppen over 70 år nærmer tallet sig næsten fem timer.
”Der er ingen tvivl om, at forbruget af on demand tv vil være voksende i de kommende år, men vi må også bare konstatere, at de ældre er betydeligt længere om at tage de nye tekniske muligheder til sig. De foretrækker i vid udstrækning den traditionelle løsning med en fladskærm og en fjernbetjening,” siger Ulf Lund.
Nej fra støttepartierne
I medieforliget fra 2018 var der afsat penge til at etablere en ny, uafhængig kulturkanal fra april 2020, men den kanal er så godt som død. Efter valget i juni er der nyt flertal i Folketinget, og regeringens tre støttepartier, Enhedslisten, SF og De Radikale, vil gå ind til forhandlingerne om en justering af medieforliget her i efteråret med et krav om, at den ny kulturkanal bliver droppet. Således hed det for nylig i Berlingske:
”I en situation, hvor der fattes penge til public service og DR, så skal vi i hvert fald have nogle bedre argumenter på banen for at starte en ny tv-kanal end de, den forhenværende regering er kommet med,« siger medieordfører Søren Søndergaard (EL), mens SFs medieordfører, Jacob Mark allerede inden valget kaldte tv-kanalen »spild af penge.”
Ved samme lejlighed betegnede De Radikales medieordfører, Jens Rohde, den nye kanal for en ’discountløsning’ og erklærede, at han hellere ville bruge pengene på DR.
”Jeg er enig i, at det er en bedre løsning at give pengene til DR, men jeg mener også, at DR så bør forpligtes til at videreføre DR K, som vi har foreslået i Danske Mediedistributører. Men det haster, for hvis først kanalen er blevet lukket, er det nok svært at forestille sig, at den bliver åbnet igen,” siger Ulf Lund.
DRs planer er beskrevet i en artikel på dr.dk.